Retningslinjer for brugere
maj 2025
Maj 2025
(version 2)
Vores målsætning er at hjælpe mennesker og virksomheder med at hjælpe hinanden. Trustpilot er åben, uafhængig og upartisk – vi hjælper forbrugere med at træffe de rigtige valg og virksomheder med at opbygge tillid, vokse og forbedre sig. Vi mener, at anmeldelser er vigtige, fordi de giver alle mulighed for at spille en rolle i at opbygge et tillidsbåret community sammen. For at beskytte vores platforms integritet kræver vi, at alle brugere følger disse retningslinjer, vores brugsvilkår og alle politikkerne på vores website.
Du kan også få flere oplysninger om, hvordan vi arbejder, i supportcenteret.
Vigtige informationer
Vores retningslinjer for brugere går i dybden med mange emner. Der er muligvis mange flere oplysninger, end du skal bruge. Her er nogle af de vigtigste ting, du skal være opmærksom på.
Alle kan læse anmeldelser, men du skal have en brugerkonto for at kunne skrive en.
Anmeldelser bør skrives på baggrund af dine ægte oplevelser med en virksomheds service eller produkt (og sørg for, at anmeldelsen er relevant).
Undlad at skrive anmeldelser baseret på incitamenter (hvis du har fået noget tilbudt i forbindelse med at skrive en anmeldelse).
Vær respektfuld i dine anmeldelser, og undgå at udgive skadeligt, ulovligt eller salgsfremmende indhold.
Du kan redigere eller slette dine anmeldelser til enhver tid.
Falske anmeldelser tillades ikke og vil blive fjernet.
Du kan rapportere anmeldelser, som du mener overtræder Trustpilots retningslinjer.
Alle kan læse anmeldelser på Trustpilot gratis når som helst. Men hvis du gerne vil skrive en anmeldelse, så skal du have en brugerkonto.
Med en brugerkonto kan du administrere dine anmeldelser, herunder ved at opdatere dine eksisterende anmeldelser eller skrive nye. Kontoen giver også Trustpilot en måde at kontakte dig på vedrørende dine anmeldelser, give dig besked, når en virksomhed svarer, og lade en virksomhed, du har anmeldt, bede om flere oplysninger om din oplevelse via din Trustpilot-konto.
Alle anmeldelser på Trustpilot er tilknyttet en brugerkonto med en gyldig e-mailadresse. Du kan oprette en brugerkonto ved at tilmelde dig med e-mail eller via tredjepartskonti såsom Facebook, Google eller Apple. Du er velkommen til at vælge et brugernavn og et profilbillede – så længe det ikke udgiver sig for at være en anden person eller indeholder reklamer eller noget stødende indhold såsom hadtale eller bandeord. Vi opfordrer også til, at du verificerer dit ID grundigt for at opbygge tillid og troværdighed i vores community.
Hvis dit brugernavn, dit profilbillede eller andre detaljer er forkerte, kan du nemt ændre dem ved at justere indstillingerne på din brugerkonto. Du kan også slette din brugerkonto, men dette er permanent, og alle dine anmeldelser vil også blive slettet.
For at opretholde integriteten af vores platform er det kun tilladt at have én brugerkonto på Trustpilot. Hvis du ved et uheld er kommet til at oprette flere konti, skal du derfor bede os om at lægge dem sammen for dig.
Hvis du er fyldt 18 år og for nylig har haft en reel oplevelse med en forretning, kan du skrive en anmeldelse om den. En oplevelse indebærer ikke nødvendigvis et køb – det har en bredere betydning. Det kan omfatte en interaktion som en telefonsamtale, en e-mail, en onlinechat eller et besøg i en onlinebutik, også selvom du besluttede dig for ikke at købe noget. Når vi siger ""reel oplevelse"", henviser vi som udgangspunkt til oplevelser, der har fundet sted inden for de seneste 12 måneder.
Anmeldelser skal være baseret på din egen oplevelse, medmindre det er i helt særlige tilfælde, hvor du hjælper eller handler på vegne af en person, der ikke selv kan skrive sin egen anmeldelse, for eksempel hvis du er en omsorgsperson eller værge.
Anmeldelser skrevet på baggrund af incitamenter er ikke tilladt på Trustpilot. Det betyder, at du ikke er berettiget til at skrive en anmeldelse, hvis du har modtaget eller er blevet tilbudt et incitament i forbindelse med at skrive eller redigere en anmeldelse. Dette omfatter for eksempel: rabatter, kampagnekoder, lod i præmielodtrækninger, refusioner, gratis ting eller en hvilken som helst anden fordel forbundet med virksomheden for at have skrevet en anmeldelse. Du er heller ikke berettiget til at skrive en anmeldelse, hvis du har en særlig relation til den virksomhed, du anmelder (for eksempel hvis du ejer virksomheden, du er i familie med ejeren, du arbejder med eller for virksomheden, du er aktionær i virksomheden, eller du er en konkurrent). Dette er for at forhindre, at der lægges partiske anmeldelser på Trustpilot, både positive og negative.
Nej. Trustpilot er en åben platform, hvilket betyder, at du kan skrive en anmeldelse når som helst uden at være blevet inviteret af en virksomhed. Du kan også skrive en anmeldelse, hvis du inviteres til at gøre dette af en virksomhed.
Vores retningslinjer for virksomheder angiver, hvordan virksomheder skal udsende anmeldelsesinvitationer. For eksempel bør de bede kunder om at udtrykke deres ærlige oplevelse med en forretning på en neutral måde. Hvis du mener, at en virksomhed inviterer på en urimelig måde, vil vi opfordre dig til at rapportere dette til os ved at kontakte vores content integrity-team via vores whistleblower-formular.
En nyttig anmeldelse hjælper andre – dvs. forbrugere og den anmeldte virksomhed – med at forstå, hvad virksomheden gør godt, eller hvad den skal forbedre, og hvilke faktorer der påvirker den stjernebedømmelse, du har valgt at give. En nyttig anmeldelse beskriver din egen reelle oplevelse med en virksomheds service eller produkt, inklusive relevante detaljer om, hvad der skete, samt feedback til virksomheden. Hold det aktuelt – læserne vil gerne forstå, hvordan virksomheden fungerer i dag.
Trustpilot tilbyder en neutral og uafhængig platform, hvor du kan dele feedback om dine reelle oplevelser med service eller produkter. Trustpilot er ikke skabt til, at du kan dele dine holdninger om et hvilket som helst emne. Anmeldelser, der ikke er nyttige, kan blive nedprioriteret, rapporteret til gennemgang eller fjernet helt.
I tilfælde af uenighed mellem en bruger og en virksomhed, indtager vi en neutral position. Vi blander os ikke i faktuelle tvister om, hvad der er sket, medmindre det påkræves under gældende lovgivning.
Som forfatter af dine anmeldelser kan du altid redigere eller slette dem. Hvis din holdning til en oplevelse ændrer sig, eller et problem er blevet løst, anbefaler vi, at du redigerer eller opdaterer den pågældende anmeldelse – men du behøver ikke at gøre dette, og en virksomhed bør aldrig presse dig til det.
Du kan også skrive en ny anmeldelse, hvis du har haft en ny og unik oplevelse med en virksomhed. Hvis du skriver flere anmeldelser af en virksomhed, grupperes anmeldelserne sammen på Trustpilot med den nyeste vist øverst, og det er kun den seneste anmeldelse, der tæller med i virksomhedens TrustScore.
En falsk anmeldelse er en anmeldelse, der ikke afspejler din reelle service- eller købsoplevelse hos en virksomhed. Disse skrives ofte som et forsøg på at vildlede og manipulere andre forbrugeres opfattelse af den pågældende virksomhed (positivt eller negativt).
Falske anmeldelser underminerer tillid og er ulovlige. Vi tolererer dem ikke på vores platform. Undlad at skrive eller bede om eller opfordre andre mennesker til at skrive falske anmeldelser.
For at beskytte vores platform og sikre, at vi i stigende grad er effektive til at identificere og fjerne falske anmeldelser, bruger vi en tredelt tilgang, der omfatter vores medarbejdere, teknologi og community. Vores automatiserede scanningsteknologi rækker ud over indholdet af anmeldelser og analyserer en bred vifte af adfærdsdatapunkter. Disse systemer understøttes af et lag af skræddersyede systemer, der er designet til at opdage andre typer mistænkelig adfærd og misbrug, samt af den menneskelige ekspertise i vores trust and safety-teams.
Alle anmeldelser køres gennem vores automatiserede scanningssoftware, inden de offentliggøres på vores platform. Når vi opdager falske anmeldelser, fjerner vi dem og træffer foranstaltninger i overensstemmelse med vores politik Action We Take (på engelsk).
Virksomheder kan bede dig om yderligere oplysninger såsom e-mailadresse, referencenummer, navn eller telefonnummer for bedre at forstå din oplevelse og for at kontakte dig med henblik på at løse eventuelle problemer, du måtte have. Hvis du vælger at svare på en virksomheds anmodning, vil den information, du oplyser, blive delt med virksomheden.
Hvis du har indsendt en anmeldelse uafhængigt – dvs. uden en invitation fra virksomheden herom – har den anmeldte virksomhed sandsynligvis ikke dine kontaktoplysninger. Når du deler oplysninger som svar på virksomhedens anmodning, kan de komme i kontakt med dig og tage dine problemer op. Vi faciliterer dette for at fremme positive interaktioner mellem virksomheder og forbrugere. Vi forstår dog godt, at du måske foretrækker ikke at dele dine oplysninger, og det er helt okay.
Husk på, at hvis du vælger ikke at angive de ønskede oplysninger, så kan virksomheden muligvis vælge at rapportere din anmeldelse. I det tilfælde undersøger vi sagen yderligere og beder dig muligvis om flere detaljer for at validere din oplevelse, hvis det er nødvendigt.
Ja. Hver eneste anmeldelse på vores platform har et flag-ikon, som kan bruges til at rapportere en anmeldelse til vores trust and safety-teams. Selvom vi arbejder hårdt bag kulisserne med mennesker og teknologi for at finde indhold, der overtræder vores retningslinjer, før det bliver vist på Trustpilot, erkender vi også, at vi ikke er perfekte, og at ting kan slippe igennem sprækkerne. Alle virksomheder og forbrugere kan rapportere anmeldelser, som de mener er i strid med disse retningslinjer.
Hvis du mener, at en anmeldelse er i strid med vores retningslinjer, kan du fortælle os dette ved at klikke på flag-ikonet under en anmeldelse eller ved at kontakte vores content integrity-team. Vi sætter pris på vores community og den hjælp, de giver ved at informere os om problematiske anmeldelser, men vi tolererer ikke misbrug af vores rapporteringsfunktion – for eksempel ved gentagne rapporteringer af den samme anmeldelse.
Du kan også se, hvordan en virksomhed har rapporteret dens anmeldelser inden for de sidste 12 måneder på siden Virksomhedsaktiviteter.
På Trustpilot forventer vi, at virksomheder og brugere udviser gensidig respekt, og vi tillader ikke anmeldelsesindhold, som:
Indeholder skadeligt eller ulovligt indhold
Vi tolererer ikke skadeligt eller ulovligt indhold, og vi fjerner det, så snart vi bliver gjort opmærksomme på det. Dette omfatter:
- Hadtale eller diskriminerende indhold: indhold, der er negativt rettet mod personer eller en gruppe af personer, ud fra hvem de er, for eksempel religion, etnicitet, nationalitet, race, hudfarve, afstamning, køn eller andre identitetsfaktorer
- Terrorisme: indhold, der roser, støtter eller repræsenterer hadgrupper, hvilket omfatter promovering af hadefulde ideologier eller benægtelse af hadforbrydelser
- Trusler eller vold: indhold, der opildner til eller glorificerer skade. Dette omfatter beskrivelser af vold, trusler om skadeforvoldelse, promovering af bandekultur, voldelig adfærd og promovering af selvskade
- Uanstændigt indhold: indhold med overdrevent vulgært sprog, foruroligende materiale, eksplicit indhold for voksne, nøgenhed eller pornografi.
- Ærekrænkende indhold: kun virksomheder kan rapportere ærekrænkelse. Dette henviser til en falsk påstand om en person eller virksomhed, som er skadelig for dennes omdømme og fører til betydelige økonomiske tab.
Når en anmeldelse rapporteres for skadeligt eller ulovligt indhold af virksomheden, bliver anmeldelsen midlertidigt sløret, mens vi undersøger sagen. Vi gør dette for at beskytte alle på platformen, og fordi loven kræver det for bestemt indhold. Hvis anmeldelser rapporteres af andre årsager, lader vi dem blive online, mens vi undersøger sagen, for at fastholde en retfærdig balance mellem virksomheder og brugere.
Indeholder personlige oplysninger
Din anmeldelse må ikke indeholde en anden persons personlige oplysninger såsom navnet på en medarbejder, telefonnumre, e-mailadresser eller billeder/videooptagelser af andre. Dette er for at beskytte privatlivets fred og sikkerhed for alle vores brugere.
Vi fjerner ikke din anmeldelse, hvis den nævner oplysninger, der kan findes enten på virksomhedens Trustpilot-profil (oplysninger om selve virksomheden, oplysninger i svaret på din anmeldelse) eller website. Vi anbefaler på det kraftigste, at du undlader at inkludere dine egne personlige oplysninger i anmeldelsen, da den er offentligt tilgængelig, men vi fjerner ikke din anmeldelse på dette grundlag. Hvis du dog ved en fejl inkluderer dine personlige oplysninger, kan du altid redigere din anmeldelse. Alternativt er du altid velkommen til at kontakte os for at få hjælp.
Indeholder reklame eller markedsføring
Din anmeldelse må ikke indeholde reklame eller salgsfremmende indhold såsom links til en virksomhed, der ikke har nogen relation til anmeldelsen. Dette er med til at sørge for, at anmeldelsen fokuserer på din oplevelse med virksomheden, og opretholder integriteten og troværdigheden af anmeldelserne på vores platform. Dette omfatter:
- Promovering af en anden virksomhed eller et andet produkt, som ikke har noget at gøre med din oplevelse, herunder uautoriserede reklamer, kampagnekoder og opfordring til handling
- Udelukkende at promovere et politisk, religiøst eller etisk synspunkt, herunder anmeldelser, der udelukkende handler om emner, der er aktuelle i nyhederne eller på sociale medier, fremfor om feedback på en reel oplevelse
- Promovering af svindel, herunder økonomisk svindel såsom "tjen mange penge hurtigt"-ordninger, tilbud om incitamenter for at skrive anmeldelser samt clickbait-indhold
- Promovering af spam, herunder volapyk som for eksempel kun tilfældige tal og bogstaver
- Promovering af misinformation eller efterligning, herunder rygter, som myndigheder har bekræftet som falske, påstande om lægemidler og AI-genereret indhold
Vi fjerner ikke din anmeldelse, blot fordi den nævner en anden virksomhed eller sammenligner den anmeldte virksomhed med en konkurrent – men sørg for, at du kun medtager relevante oplysninger i din anmeldelse.
Er ikke baseret på en reel oplevelse
Din anmeldelse skal være baseret på en reel oplevelse. Trustpilots automatiserede systemer kan fjerne mistænkelige anmeldelser, og anmeldte virksomheder kan også rapportere din anmeldelse, hvis de ikke kan genkende din oplevelse og mener, at den muligvis ikke er ægte. På den baggrund kan vi bede dig om yderligere detaljer for at validere din oplevelse – gem derfor dokumentation, der viser, at du har haft en oplevelse med den anmeldte virksomhed.
Handler om en anden virksomhed
Før du offentliggør din anmeldelse, skal du sørge for, at du har fundet den rigtige virksomhed. Vi foreslår, at du dobbelttjekker, hvilken virksomhed og hvilket landedomæne du anmelder, for at være sikker på, at du er på den rigtige profilside. Vi fjerner muligvis en anmeldelse, hvis det lader til, at den er relateret til en anden virksomhed. Vi kan også flytte en anmeldelse, hvis den er på den forkerte profil, fordi den henviser til ét af virksomhedens andre domæner.
Vi fjerner ikke en anmeldelse, bare fordi den er uspecifik og ikke omtaler en virksomhed ved navn – men husk, at anmeldelser, der ikke giver synderligt mange detaljer, sandsynligvis er mindre nyttige for læserne.
Ligebehandling er ét af de vigtige principper, vi retter os efter for at skabe tillid hos forbrugere og virksomheder overalt. Det betyder, at vores retningslinjer gælder for alle, der bruger vores platform, og at vi behandler alle rapporterede anmeldelser ens, uanset hvem de er skrevet om, eller om Trustpilots betalte tjenester bruges.
Vi fjerner din anmeldelse, hvis den overtræder disse retningslinjer, eller hvis gældende lovgivning kræver det. For eksempel hvis din anmeldelse indeholder vulgært indhold, promoverer økonomisk svindel, eller hvis den indeholder adressen på en anden persons bopæl. Men du kan vide dig sikker på, at virksomheder ikke har nogen indflydelse på fjernelse af anmeldelser, uanset om de betaler for vores tjenester eller ej – og vi fjerner ikke en anmeldelse, bare fordi en virksomhed ikke kan lide den eller er uenig med den. Hvis din anmeldelse rapporteres, beder vi dig muligvis om at overveje at opdatere den eller fremlægge dokumentation til at understøtte den.
Hvis du mener, at vi har truffet en forkert beslutning vedrørende dine anmeldelser eller din konto, kan du kontakte os ved at besvare den e-mail, vi har sendt til dig. Fortæl os, hvorfor du mener, at beslutningen er forkert, og så ser vores content integrity-team med glæde på sagen igen. Hvis du stadig er uenig i vores beslutning, kan du indsende en formel anfægtelse via linket i sidefoden på vores e-mail med den endelige afgørelse.
Hvis du har problemer med at finde linket til anfægtelsen eller oplever tekniske problemer, kan du kontakte os for at få hjælp.
Hvis du bliver opmærksom på, at en virksomhed misbruger vores platform, for eksempel fordi de beder om falske anmeldelser eller prøver at presse dig til at fjerne din anmeldelse, vil vi opfordre dig til at rapportere dette til os ved at kontakte vores content integrity-team via vores whistleblower-formular. Vi undersøger din rapport og træffer foranstaltninger, hvor det er relevant, i overensstemmelse med vores politik Action We Take (på engelsk).
Du kan til enhver tid slette din Trustpilot-brugerkonto. Du kan stadig søge efter virksomheder og læse anmeldelser på Trustpilot. Du kan bare ikke skrive dine egne anmeldelser længere. Langt størstedelen af vores brugere anvender Trustpilot på den måde, som den var tiltænkt – til gavn for alle. Men vi tillader ikke, at brugere misbruger vores platform, for eksempel ved at offentliggøre skadelige anmeldelser gentagne gange, som truer virksomheder. Vi tillader heller ikke, at brugere kopierer, indsamler og udnytter dataene på vores platform kommercielt uden vores udtrykkelige tilladelse (kendt som data scraping). Hvis du misbruger vores platform eller data, vil vi træffe passende foranstaltninger – dette kan indebære blokering af adgang til eller suspendering af funktioner på din Trustpilot-brugerkonto og søgsmål.
Vores politik Action We Take (på engelsk) giver en mere detaljeret beskrivelse af de forskellige slags misbrug, som ikke tillades på vores platform, inklusive det, vi gør for at forhindre det, og de handlinger, vi foretager for at håndtere det.
Disse retningslinjer er vejledende principper, der skal sikre god skik og brug på Trustpilot.
Vores mål her er at forklare, hvordan vi agerer, og hvorfor. I tilfælde af eventuel uklarhed har vi det sidste ord i forhold til, hvordan disse retningslinjer skal fortolkes. Vi kan også opdatere retningslinjerne når som helst. Besøg vores supportcenter for at få flere oplysninger.