Retningslinjer for brugere

For Reviewers BIG NEW

Trustpilot og forbrugerne står sammen om at skabe en bedre verden. Trustpilot er en åben anmeldelsesplatform, der skaber værdi for dig som forbruger, ved at give dig et sted at dele dine oplevelser og læse om andres oplevelser med virksomheder. Din feedback er en motivationsfaktor for virksomhederne, der konstant arbejder på at blive bedre.

Det eneste, vi kræver, er, at du respekterer og følger disse retningslinjer (samt vores vilkår og betingelser), så vi sammen kan sikre Trustpilots troværdighed og integritet. Tak for dit samarbejde – sammen opgraderer vi verden.

  • Du kan skrive en anmeldelse, hvis du har haft en reel oplevelse med en virksomhed inden for den seneste tid.

    Du kan bruge anmeldelser til at dele dine oplevelser med andre og give feedback til virksomheder. Det handler ikke om antallet af ord i din anmeldelse – det er indholdet, der tæller. Og det samme gør sig gældende med dine oplevelser. For os kan en oplevelse være alt fra et opkald, en online-ordre, et besøg i din lokale butik eller anden brug af en virksomheds produkter eller services.

    En god start er at dele din oplevelse, inden der er gået 12 måneder fra den dato, hvor du har haft din oplevelse. Det kan godt være, at du har en god anekdote om dengang i 80'erne, hvor du købte din første ghettoblaster, men det er ikke relevant for nutidens forbrugere, der er interesserede i mere moderne produkter. Når du deler aktuelle oplevelser, får andre forbrugere en bedre fornemmelse af, hvilken oplevelse de kan forvente sig af virksomheden. Og virksomheden får værdifuld, relevant feedback. Læs mere om, hvem der kan skrive en anmeldelse og hvornår.

  • Dine anmeldelser må ikke være opdigtede eller skrevet på vegne af andre personer – lad dem skrive om deres egne erfaringer fra deres egen Trustpilot brugerprofil. Og hvis du har et nært tilhørsforhold til, arbejder for eller er en direkte konkurrent til en specifik virksomhed, må du ikke anmelde den.

  • Sørg for at gemme enhver form for dokumentation for din oplevelse med virksomheden, du anmelder (for eksempel en kvittering, ordrebekræftelse eller et screenshot af din online-chat med deres kundeservice), i tilfælde af at du bliver bedt om at bekræfte din oplevelse.

  • Vi forventer, at virksomheder og brugere udviser gensidig respekt, så bevar den gode tone. Det betyder, at du ikke må offentliggøre indhold, der er skadeligt, hadefuldt, diskriminerende, ærekrænkende eller uanstændigt. Og afstå fra at lyve, afpresse nogen, true andre eller gøre noget ulovligt.

    Du får lige nogle tips til at skrive gode anmeldelser med på vejen.

  • Der findes ikke nogen enkel forklaring på ordet. Trustpilot er en uafhængig platform, der bygger bro mellem forbrugerne og virksomhederne, så vi er nødt til at finde den rigtige balance mellem modstridende forpligtelser: Alle skal kunne fortælle deres historie (god eller dårlig), men vi har også et ansvar for at fjerne ord eller formuleringer, der med urette skader folks omdømme.

    De mest virkningsfulde anmeldelser beskriver hændelsesforløbet og lader modtagerne drage deres egne konklusioner.

    Vi forholder os neutrale, når der opstår uenigheder om et hændelsesforløb mellem virksomheder og brugere. Trustpilot er en anmeldelsesplatform for forbrugere, ikke en domstol eller regulerende myndighed.

  • Sørg for, at dine anmeldelser er relevante – dvs., at de ikke må indeholde salgsfremmende referencer, markedsføringsmateriale eller links. Trustpilot er ikke en markedsplads, et datingsite, et markedsføringssite eller et sted, hvor du kan danne interessegrupper.

  • Når du skriver en anmeldelse, bør du have i tankerne, at den bliver offentliggjort. Derfor er det aldrig acceptabelt at inkludere en anden persons følsomme eller personlige oplysninger, og ligeledes er det ikke en god idé at inkludere dine egne. Det drejer sig om navne, telefonnumre, adresser, e-mailadresser og lignende oplysninger, der kan bruges til at spore, identificere, kontakte eller udgive sig for at være en anden person. Vi sætter en ære i at værne om din og andres sikkerhed samt jeres privatliv.

  • Det sker faktisk ofte, at forbrugere fejlagtigt skriver en anmeldelse af Virksomhed A på Virksomheds B's profilside (på Trustpilots egen profilside får vi for eksempel ofte feedback om vores ikkeeksisterende leveringsservice). For at undgå den slags tilfælde er det ingen skade til at kontrollere, hvilken virksomhed og hvilket domæne du anmelder. Det kan nemlig spare dig for potentielt besvær.

  • Du skal oprette en brugerkonto for at skrive en anmeldelse på Trustpilot. Det er lidt ligesom dit første kys: Du får kun én konto, og der skal helst være en virkelig person involveret. Dit brugernavn, din profilbeskrivelse og dit billede skal stemme overens med virkeligheden (du må ikke udgive dig for at være en anden) og må ikke inkludere skadeligt, hadefuldt, diskriminerende, ærekrænkende eller uanstændigt indhold, da alle kan se din profil. Hvis du inkluderer noget, der er i strid med vores retningslinjer, eller opretter mere end én brugerkonto, kan vi slette dine konti.

    Vi kræver også, at din brugerkonto er knyttet til en gyldig, permanent e-mailadresse, så vi til enhver tid kan komme i kontakt med dig.

    I nogle tilfælde oprettes automatisk en konto i dit navn, hvis du for eksempel klikker på linket i en anmeldelsesinvitation fra en virksomhed eller opretter dig som bruger via Facebook. Du bestemmer selv, hvilke oplysninger du vil vise andre, så du kan altid redigere dem.

  • Du ejer de anmeldelser, du skriver. Det betyder, at du kan redigere, opdatere eller slette dem når som helst. Hvis der sker en udvikling i et forløb med en virksomhed, du har anmeldt, håber vi, du vil opdatere den pågældende anmeldelse. Hvis du har haft mere end én oplevelse med den samme virksomhed, kan du sagtens skrive flere anmeldelser af den. Bare sørg for at have noget på hjerte, der kan hjælpe andre forbrugere.

  • Det er lige efter vores hoved, når du hjælper os med at beskytte vores platform ved at rapportere anmeldelser, der er i strid med vores retningslinjer, specielt hvis du har et solidt grundlag. Vær konsekvent og retfærdig i din rapportering, og rapportér kun anmeldelser, du oprigtigt mener, der er et problem med.

    Vi undersøger rapporterede anmeldelser på baggrund af rapporteringsårsagen og vurderer, om de er i strid med vores retningslinjer. Og hvis de er, foretager vi de nødvendige handlinger.

  • Vi går ind for ytringsfrihed, men vi accepterer ikke alt. Hvis en virksomhed eller forbruger rapporterer din anmeldelse for at overtræde vores retningslinjer, skjuler vi den muligvis midlertidigt og beder dig foretage nogle ændringer. Hvis vi vurderer, at et rapporteret problem kan løses, får du muligheden for det, så din anmeldelse kan blive på Trustpilot.

    Men hvis vi opdager, at du misbruger vores platform, kan vi fjerne dine anmeldelser og/eller blokere eller slette din konto. Hvis vi sletter din konto, bliver dine anmeldelser automatisk slettet.

    Derudover er vores specialudviklede scanningssoftware altid på stikkerne over for mistænkelige og falske anmeldelser, som den fjerner øjeblikkeligt.

  • Disse retningslinjer er vejledende principper, der skal sikre god skik og brug på Trustpilot. Derfor er det vigtigt at understrege, at vi har det afgørende ord, hvad angår fortolkningen og anvendelsen af disse retningslinjer, og vi kan opdatere dem når som helst. Hvis du gerne vil vide mere om vores processer, er vores supportcenter et godt sted at starte.

Tilbage til toppen